Maren Kirstine Christensdatter blev født i 1773 i Uttrup i Hvorup sogn i den nuværende Aalborg kommune og blev døbt den 6. juni 1773 i Hvorup kirke.
Ved folketællingen den 1. februar 1787, der er den første tælling efter Maren Kirstines fødsel, er hun 12 år gammel. Hun bor i Nr. Uttrup sammen med moderen Johanne Nielsdatter Søndergaard (43 år) og stedfaderen Christen Marcusen (anføres at være 47 år), der er bonde. Desuden bor der Maren Kirstines bror Anders Christensen (19 år) og hendes halvsøskende Anne Kirstine Christensdatter (9 år) og Karen Christensdatter (6 år).
Maren Kirstines far, Christen Andersen, var død i november 1775, hvorefter hendes mor giftede sig igen i april 1776, med Christen Marcusen – Maren Kirstines stedfar.
Maren Kirstine blev den 28. maj 1796 trolovet med Niels Madsen. Maren Kirstine var da 22 år, mens Niels, der var ungkarl, var 44 år gammel. Niels var fæster af en gård under Vang gods i Nørre Uttrup (i den nuværende Aalborg kommune). Se mere om gården i Nørre Uttrup under beskrivelsen af Niels.
Maren Kirstine og Niels fik 5 børn:
1. Chresten Nielsen, født i 1797 (døbt den 6. august 1797)
2. Mads Nielsen, født i 1799 (døbt den 20. oktober 1799).
3. Gjertrud Nielsdatter, født i 1802, død i 1807.
4. Gjertrud Nielsdatter, født den 26. november 1807.
5. Johanne Nielsdatter, født den 11. november 1810, død den 4. februar 1888.
Ved folketællingen den 1. februar 1801 bor Maren Kirstine og Niels på gården i Nørre Uttrup by. Maren Kirstine er da 27 år og Niels er 48 år. De bor sammen med deres børn Chresten (3 år) og Mads (1 år). Desuden bor der Niels’ ugifte brødre Ejler Madsen (45 år) og Anders Maden (41 år), samt tjenestepigen Else Pedersdatter (15 år).
Niels døde i maj 1812 og blev begravet den 7. maj 1812 på Hvorup kirkegård.
Efter Niels’ død gifter Maren Kirstine sig igen, med Niels Larsen, den 27. november 1812 i Hvorup kirke (de blev trolovet den 26. august 1812 i Sundby i Hvorup sogn).
Maren Kirstine Christensdatter og Niels Larsen fik et barn sammen (Maren Kirstines sjette barn):
6. Niels Nielsen, født den 19. februar 1814.
Niels Larsen dør efter få års ægteskab med Maren Kirstine, men dødstidspunktet er ikke fundet. Han dør formentlig ca. 1818, i hvert fald gifter Maren Kirstine sig for tredje gang den 20. juni 1820 i Hvorup kirke med Thomas Hansen. Thomas var fra Sulsted sogn i den nuværende Aalborg kommune og født den 31. december 1786.
Da Thomas og Maren Kirstine bliver gift i 1820 er Maren Kirstine 47 år gammel. Thomas er 33 år, ungkarl og gårdmand i Uttrup by i Hvorup sogn i den nuværende Aalborg kommune.
Ved folketællingen den 18. februar 1834 bor Thomas og Maren Kirstine på gården i Uttrup by sammen med tre af Maren Kirstines børn fra de tidligere ægteskaber: Niels Nielsen (der er 20 år og ugift), Gjertrud Nielsdatter (27 år, ugift) og Johanne Nielsdatter (24 år, ugift). Desuden bor der tjenestekarlen Peder Michelsen (20 år, ugift), tjenestedrengen Peder Jensen (16 år) og Thomas Hansens mor, Maren Jacobsdatter (80 år), der er enke og forsørges af Thomas og Maren Kirstine. Endvidere bor der Maren Kirstines halvsøster Anne Kirstine Christensdatter (57 år) og hendes mand, aftægtsmand Peder Nielsen (58 år).
Ved folketællingen den 1. februar 1840 bor Maren Kirstine og Thomas fortsat på gården i Uttrup by i Hvorup sogn. De er nu 67 henholdsvis 53 år gamle. To af Maren Kirstines børn fra tidligere ægteskaber bor der også: Niels Nielsen (26 år, ugift) og Gjertrud Nielsdatter (33 år, ugift). Desuden bor der tjenestekarlene Mads Christensen (25 år, ugift) og Jens Nicolai Larsen (20 år) og tjenestepigen Karen Christensdatter (29 år, ugift). Endvidere bor der fortsat Maren Kirstines halvsøster Anne Kirstine Christensdatter (63 år) og hendes mand, aftægtsmand Peder Nielsen (64 år) samt Anne Pedersdatter (48 år, ugift), der er inderste (bor til leje) og er spinderske.
Maren Kirstine døde den 11. december 1842, 70 år gammel. Hun blev begravet den 18. december 1842 på Hvorup kirkegård.
Efter Maren Kirstines død giftede Thomas sig igen, den 9. juli 1843 i Hvorup kirke med Karen Christensdatter. Thomas var da 56 år gammel, mens hans nye kone var 31 år gammel (født den 6. august 1811 i landsbyen Grindsted i Hammer sogn i den nuværende Aalborg kommune).
Thomas Hansen døde den 8. marts 1857, 70 år gammel. Han blev begravet den 17. marts 1857 på Hvorup kirkegård.